Pressemeddelelse
22. august 2017
 
 
 
 
 
 
 

Telenor forenkler forretningen

 
 
 
 

I dag gennemfører Telenor Danmark en omfattende reorganisering. Ændringerne medfører, at 54 medarbejdere og ledere på tværs af organisationen opsiges, samtidig med at der nedlægges 31 åbne stillinger. For at styrke udviklingen af fremtidens kunderejser investeres der samtidig i en række nye kompetencer indenfor bl.a. digitalisering og big data-analytics. Endelig indgår Telenor via TT-Netværket et strategisk partnerskab med Nokia. 

 
 
 
 

Telenor Danmark har til formiddag gennemført en reorganisering for at skabe en mere enkel, agil og omkostningseffektiv virksomhed. Med ændringerne ønsker Telenor at styrke sine kundevendte funktioner ved etablering af nye teams, der skal videreudvikle den samlede kunderejse og sikre, at de digitale kundeoplevelser bliver endnu bedre. Som et led i dette øgede fokus på kundens oplevelser med Telenor investereres der i 19 nye stillinger.

 

Derudover bliver organisationen gjort enklere, så man i højere grad kan udnytte synergier på tværs af afdelinger, ligesom organisationen indfører nye arbejdsmetoder. Det betyder, at 54 medarbejdere opsiges, mens 31 stillinger i organisationen nedlægges. Afskedigelserne rammer i langt overvejende grad stabsfunktioner, som ikke har direkte kontakt med Telenors kunder.

 

"Vi ønsker at skabe et stærkere, mere kundeorienteret og dynamisk Telenor, ikke bare en slankere virksomhed. Vi har set et behov for at omorganisere os, så vi øger effektiviteten og samler ansvaret for kundeoplevelser ét sted. Derfor investerer vi både i nye kritiske kompetencer, men fjerner også en række nuværende stillinger og ledelseslag. Det betyder desværre, at vi siger farvel til dygtige og kompetente medarbejdere på tværs af organisationen, og det er en svær, men nødvendig øvelse," siger administrerende direktør i Telenor Danmark, Jesper Hansen.

 

Øget fokus på kundernes ønsker 

Siden Telenor i 2015 begyndte et omfattende it transformationsprojekt med udskiftning af virksomhedens it-systemer, har Telenor sideløbende arbejdet på at digitalisere og simplificere forretningen for at gøre det lettere at være kunde.

 

"Det har været en hård rejse for både os og kunderne at foretage en så omfattende oprydning af vores forretning, og vi har i perioder ikke været gode nok til at tage hånd om vores kunder. Med dagens reorganisering ønsker vi at skifte gear og tage hul på næste etape mod at blive en mere enkel og handlekraftig organisation, der er bedre til at forstå vores kunder, og hvad de har brug for. Det er ganske enkelt en nødvendighed, når vi opererer i et så konkurrencepræget marked som det danske, at vi prioriterer de områder, som skaber størst værdi for vores kunder," siger Jesper Hansen.


Også i Telenors Tekniske division sker der ændringer som følge af dagens reorganisering. Telenor vil sammen med Telia via det fælles joint-venture netværk TT-Netværk fra oktober i år indgå i et strategisk partnerskab med Nokia, der medfører, at Nokia overtager alle drifts - og udviklingsopgaver indenfor Radio Access Network området, som tidligere har været varetaget af henholdsvis Telia og Telenor i TT-Netværket. Valget af Nokia som ny partner er et naturligt næste skridt for Telenors og Telias fælles netværk, som også i fremtiden skal kunne levere på stigende kvalitets og kapacitetskrav fra de danske kunder.

 

Alle ansatte i Telenor Danmark er i dag blevet informeret om ændringerne i organisationen.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Pressechef Anne Faigh Rydell
Mail: info@telenor.dk
Telefon: 25 600 800

 
 
 
 
 
 
 
 

Telenor Danmark

Frederikskaj 8  -  1780 København V  -  Pressetelefon: +45 25 600 800  -  Mail: info@telenor.dk

 
Social media icon