Pressemeddelelse
5. december 2018
 
 
 
 
 
 
 

Telenor lancerer datadeling og markedets bedste roamingtilbud

 
 
 
 

Telenors erhvervskunder får fremover mulighed for at roame frit i 78 lande. Det nye roamingtilbud Go Blue er en del af Telenors nye erhvervsprodukt BusinessAll, der også giver mulighed for datadeling mellem medarbejdere.

 
 
 
 

Muligheden for at kunne roame og have adgang til data på tværs af landegrænser bliver stadig vigtigere for danske virksomheder. Derfor lancerer Telenor nu Go Blue, der gør det muligt for erhvervskunder med mere end 50 medarbejdere, at få fri tale/SMS/MMS og bruge data i 78 lande. Go Blue er en del af et nyt erhvervsprodukt fra Telenor, der er udviklet i samarbejde med 45 af selskabets kunder.

 

"Med udgangspunkt i kundernes behov har vi søgt at udvikle et nyt erhvervsprodukt, der mindsker virksomhedens administration, gør op med antallet af lange og uforståelige fakturaer, og giver markedets bedste mulighed for roaming," fortæller kommerciel direktør i Telenor, Lars Thomsen. 

 

Simpelt og transparent

45 erhvervskunder har været med i udviklingen af det nye erhvervsprodukt BusinessAll, der består af ét abonnement, én pris og én faktura for virksomhederne.

Erhvervskunderne skal ikke længere tage stilling til forskellige abonnementer til forskellige medarbejdere. Data gives i en pulje, som kan deles mellem medarbejderne og kan bruges på tværs af kalendermåneder. Dataforbruget opgøres hver 12. måned, hvilket skaber fleksibilitet på tværs af medarbejdere og kalendermåneder, og på den måde får virksomhederne det fulde udbytte af deres abonnement og samlede datapakker. Og for at man stadig kan holde styr på forbruget har kunderne adgang til et dashboard, hvor de dagligt kan se opdaterede tal for deres forbrug, så de hele tiden har overblikket.

 

"Vi har i mange år opfundet individuelle løsninger til erhvervsvirksomheder og skabt en række forskellige rabatstrukturer. Men det har vist sig at vanskeliggøre tilværelsen for både kunderne og os og givet meget administration. Med BusinessAll bliver det gennemsigtigt, hvad man får og betaler for. Prisen afspejler den enkelte kundes ønske til dataindhold, derfor er det i praksis et produkt, der er unikt tilpasset den enkelte kunde - de køber altså det de har brug for hverken mere eller mindre," siger Lars Thomsen.

 

Opgør med traditionel måde at drive erhvervsforretning på

"Man kan sige, at BusinessAll ikke bare er en ny portefølje, men et opgør med branchen og den nuværende måde at drive erhvervsforretning på. Vores kunder har forandret sig og fået mere behov for data, frihed, fleksibilitet og forudsigelighed. Ved at give kunderne et enkelt produkt, mulighed for selvbetjening, datadeling og roaming i 78 lande går vi nye veje og sætter nye standarder for erhvervsløsninger," siger kommerciel direktør i Telenor, Lars Thomsen.  

 

Udviklet sammen med kunderne

45 erhvervskunder har deltaget i udviklingen af Telenors nye erhvervsprodukt BusinessAll, som er en løsning til virksomheder med mere end 50 medarbejdere, der ønsker øget fleksibilitet. Kundernes tilbagemelding var, at deres administrationsbyrde var for tung, deres fakturaer uforudsigelige og at de ønskede mere roaming og ikke ønskede at forholde sig til, om de ringede fra eller til udlandet. De indsigter har Telenor brugt til at udvikle et nyt, simpelt og transparent erhvervsprodukt.

 

 

Læs mere om BusinessAll

 

 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Kirsten Grumstrup

Kommunikationskonsulent

info@telenor.dk

Mobil 25 600 800

 
 
 
 
 
 
 
 

Telenor Danmark

Frederikskaj 8  -  1780 København V  -  Pressetelefon: +45 25 600 800  -  Mail: info@telenor.dk

 
Social media icon